Må kirken have holdning til tilværelsen Manu?

Manu Sareen har igen udtalt sig om folkekirkelige forhold. Denne gang i anledningen af, at et sogn ved Kolding har tre præster, der alle nægter at gifte mennesker, der er blevet skilt. 30 personer har i den anledning meldt sig ud af kirken i protest og andre 150 har flyttet sogn. Det har givet kirkeministeren anledning til at udtrykke sin bekymring og uddybe med at…”- Det er jo et stort problem for dem, der må gå gennem en skilsmisse, og så bagefter forelsker sig. Der er jo mange fraskilte i Danmark”. Hermed gør ministeren sig til talsmand for, at alle fraskilte skal kunne gengiftes i kirken, fordi det er synd for dem. Nu mangler vi så bare, at han finder det diskriminerende, og i vanlig stil beder biskopperne udarbejde et ritual, der velsigner alle dem der er kede af, at nogle præster ikke mener det samme som Manu Sareen. Hånden på hjertet – personligt finder jeg det også lidt besynderligt, at præsterne over en kam afviser samtlige fraskilte, men jeg finder det omvendt forfriskende, at der for en gangs skyld er nogen der tør mene noget med deres tro og tager konsekvensen af den. Jeg vil under ingen omstændigheder blande mig i de aktuelle sager. Men måske det først går op for mennesker, hvilken pris en skilsmisse har, når det er gået galt. Tal fra socialforskningsinstituttet synes at vise det. Ægteskab nr. to holder statistisk set længere end nr. 1. Er danskheden ramt af manglende ansvar for deres ægtefælle (og børn?) i en grad, hvor vi nærmest betragter det som naturstridigt at blive sammen hele livet? Og har kirken undladt at byde tendensen trods, og i stedet fodslæbende “fulgt med tiden” ? Tænk om folkekirken havde taget initiativet til at redde ægteskaber, før det gik rigtig galt? Tænk om folkekirken havde mod til at mene, at den ikke bare er en romantisk ramme om en fest, men at den har et budskab til det folk, der har dannet baggrund for kirkens navn? Det ville i givet fald stride imod Manu Sareens projekt, hvor kirken skal gøres tandløs af frygt for, at nogen skulle kunne rive sig og melde sig ud.
Godt nok afviser kirkeministeren at gribe ind i denne sag, men når han beklæder en sådan position, blander han sig alligevel aktivt i kirkens indre læreforhold. Det er på tide Manu Sareen finder ud af, om han er kirkeminister eller ærkebiskop, hvis ansvar det er at opdrage befolkningen til at melde sig ind i en klub uden holdninger.

Tags: , ,

Indsend en kommentar