Enhedslisten og Liberal Alliance har netop fået en AHA oplevelse. Da de stemte for at indsætte danske jagerfly til forsvar for Libyens civilbefolkning, var de åbenbart ikke klar over, at granatsplinter ikke alene rammer fjenden. Og selv når de gør det, er familien til den soldat der falder også ramt, omend på en anden måde.
NATOs generalsekretær Anders Fogh Rasmussen udtrykte sig godt nok lige lovlig klinisk med, at der ikke var “dokumenterede civile tab”. Eftersom NATO ingen soldater havde på jorden, er det overordentligt svært for organisationen at dokumentere noget som helst.
Omvendt er Enhedslisten ude i hampen, når de vil spørge piloterne, om de fra kilometers højde kunne se, om de ramte et uskyldigt barn. Og når Mette Bock – LA´s udenrigspolitiske ordfører – vil have alle oplysninger på bordet, for fremover at kunne træffe de rigtige løsninger, må hun jo være dybt naiv. Der findes ikke rigtige løsninger, hvis det skal tælles op i antal uskyldige. Død og ødelæggelse er altid fandens værk, uanset om det er soldater eller civile der bliver slået ihjel. Men tænk om Liberal Alliance og Enhedslisten skulle have truffet beslutningen om, hvorvidt England og USA skulle gå ind i 2. Verdenskrig på baggrund af civile tabstal? Jeg hader krigen, men jeg indser, at der er mennesker, der ikke skyr noget middel for at besidde kontrollen over befolkningen. Og i dette tilfælde måtte man opveje NATOs indsats op imod Gadaffis massakre.
Der burde ikke være én folketingspolitiker, der var i tvivl om de præmisser, da de trykkede på den grønne knap, og sendte danske jagerpiloter i krig.
Tags: bomber, civilbefolkning, civile tab, demokrati, Gadaffi, Libyen